Dennis Gade Kofod (Forfatter)
Ane Bjørn (Illustrator)
Høst & Søn 2019
ALFREDS MINDEBOG
Far: “Fortæl mig, hvordan farfar ser ud.”
Alfred: “Han er stor. Og blød, selv om han er stærk nok til at løfte mig. Hans hår er langt og uglet, og nogle gange i solskin er det helt gennemsigtigt. Han dufter som den hue, han altid går med.”
Far: “Der kan du se. Han er inden i dig. Farfar er ikke helt væk. Han vil altid være med dig. Og lige der fik du også mig til at se ham.”
Alfreds farfar er død, og nu tænker Alfred på, hvor farfar er blevet af. Alfreds far siger, at farfar er indeni Alfred, men det har Alfred svært ved at forstå, for farfar var meget større end ham, og hvordan skal farfar kunne være der? Spørgsmålene er mange, og far inviterer Alfred på en rejse ind i minderne for at finde farfar der.
Mange forældre oplever i dag at komme til kort, når vi skal tale med vores børn om, hvad der sker, når vi dør. Den kristelige forestilling om, at vi kommer op i himlen og bliver til engle kan forekomme lige så ufyldestgørende, som forklaringen om storken, der kommer med børnene. Sammen har forfatter Dennis Gade Kofod og illustrator Ane Bjørn skrevet og tegnet en sanselig, smuk fællesmenneskelig anvisning til, hvordan vi hver især finder vores døde og bærer dem med os i mindet.
Alfreds mindebog er en glædesfuld og lys historie om tab og sorg og det, vi alligevel har tilbage, når dem vi elsker dør.
“En vidunderlig bog, der på livsklog, lys og hjertelig måde viser, hvordan man kan hjælpe et barn med tabet af et kært familiemedlem.”
- Marianne Agger / bogens lektørudtalelse
“Det er en smuk fortælling, der handler om at bære de døde med sig som et minde, at et minde om et elsket menneske godt kan være dit eget, selv om det ikke er noget, du selv kan huske, men er blevet fortalt af andre. Om at bruge sanserne som hjælp til, at mennesket kan leve videre i mindet.
- Anita Brask Rasmussen / Information
“En vidunderlig bog, der på en livsklog, lys og hjertelig måde viser, hvordan man kan hjælpe et barn med tabet af et kært familiemedlem. Teksten og dialogen mellem Alfred og hans far er velovervejet, og tegningernes brug af farver, symbolik, vinkler og opsætning gør, at det hele går op i en skøn symbiose.
- Marianne Agger / Lektør
“Sød og rørende og fortæller ikke barnet noget der ikke giver mening. Der er ingen engle eller efterliv, men det er heller ikke skræmmende. Farfar er ikke væk, for vi husker ham. Det er vemodigt og man fælder næsten en tåre eller to. Illustrationerne spiller med på smukkeste vis hvor der veksles mellem sorgen i sort/hvid og livet der fortsætter i farver. En smuk og rørende læseoplevelse for børn fra 4-5 år - både dem der mister og dem der ikke har endnu. Alt bliver mindre skræmmende når vi taler om det.”
- 1000 bøger
“En poetisk og fin billedbog, der fortæller om sorg og tab og om farfar, der dufter som den hue, han altid går med (…) Samtalen bringer alle minderne, og dermed også farfar, tilbage i øjeblikke. Det er virkelig fint.”
- Litteratursiden
“Den formår at dreje noget ubegribeligt svært til noget smukt og varmt. Jeg har svært ved at forestille mig en finere billedbog til at berøre et evigt svært emne; når vi mister nogen vi holder af.”
- Bookalittle
“Anes streg gør virkelig noget godt for denne historie. De indrammer historien rigtig fint og der er god brug af både farver, symbolik, vinkler osv og for mig, går det hele bare op i en højere enhed. Det er virkelig en fin fin bog!
- Line Dalbro ★★★★★★/6⠀⠀